Anmeldelser og omtaler

Spejlinger ved himlens fod

Janne Klerk’s udstillingstekst

Klik her for at læse hele teksten til udstillingen.

I vandspejlet findes alle former for tilstande, lige fra stilhedens ro og fred til drama, turbulens og kaos.
Udstillingens fotografier er alle motiver af vandspejlet. De er taget i én og samme naturbeskyttede skovsø i Danmark, som jeg har fulgt igennem årstiderne. Søen måler 100 meter i diameter og tager fem minutter at gå rundt om. Men søens lille størrelse står ikke i umiddelbart forhold til den store og rige verden, søen rummer.

 
Flere af billederne er fotograferet direkte ned i vandspejlet og har derved ingen koordinater, der angiver, hvor vi befinder os. Billederne viser både højder og dybder, ud til siderne og ret- og spejlvendt samtidig.
I rolige øjeblikke kan vandspejlet fremtræde klarere end motivet, der spejler sig i det. Af og til sløres billedet et øjeblik af en let brise eller en kogle, der falder fra et træ, men kort efter bliver spejlbilledet klart igen. Vandspejlet indeholder en stor kompleksitet – forunderlig, dragende, foruroligende, men også befriende.
På stormfulde, forblæste dage kommer der krusning og bølger på vandoverfladen, så alt under vandspejlet forsvinder, eller der skabes forvrængede billeder.

 

Under fotograferingen har jeg oplevet spejlingerne i skovsøen som metafor for de spejlinger, der ustandseligt foregår imellem mennesker og vores omgivelser. En levende ageren i evig bevægelse, uforudsigelig og kompleks – som vandspejlet.

 

De helt vindstille dage, hvor vandspejlet åbner sig, kan man se nedfaldne, visne blade på bunden, spirende åkander på vej op mod lyset, og himlen og træernes spejling i overfladen. På samme måde gemmer vi mennesker på dybder af gamle fortællinger, nye historier og drømme, der viser sig for omverdenen, når vi som vandspejlet åbner os og lader andre komme ind bag overfladen.

 

Mange timer med fotograferinger i vandspejlet rejser en lang række spørgsmål. Om lysets brydninger i vand, om økosystemet, universet, solen, atmosfæren og om spejlinger mellem mennesker. Det har ført til et inspirerende samarbejde med astrofysiker Anja C. Andersen og forfatter Gitte Broeng, der bidrager til projektet med tekster om både målbare og ikke målbare udsagn og synsvinkler på det fascinerende begreb spejlinger.


 

Lisbeth Bondes anmeldelse i Weekendavisen den 8. juli 2022

Klik her for at læse hele anmeldelsen

Disse mageløse billeder, giver associationer til især den impressionistiske maler Claude Monets (1840-1926) mange motiver fra dammen i franske Giverny med de ikoniske åkander, trækroner og himlen, hvis spejlbillede dirrer i søens overflade.

 
SAMTLIGE AF DE 40 FOTOGRAFIER, DER INDGÅR I UDSTILLINGEN ”SPEJLINGER VED HIMLENS FOD,” LIGE SÅ VEL SOM DE 73 FOTOGRAFIER, DER ER MED I BOGEN AF SAMME NAVN, ER TAGET VED DEN SAMME SKOVSØ, DER BLOT MÅLER 100 METER I DIAMETER OG TAGER FEM MINUTTER AT GÅ RUNDT OM. TRODS DET LILLE OMRÅDE, SØEN DÆKKER, ER INDTRYKKENE OG OVERVEJELSERNE FOR JANNE KLERK IKKE BLEVET MINDRE I LØBET AF ARBEJDET MED PROJEKTET, HVOR HUN HAR OPSØGT SØEN MED SIT KAMERA I AL SLAGS VEJR, PÅ ALLE ÅRSTIDER OG TIDSPUNKTER AF DØGNET.

5 stjerner

Fotografen Janne Klerk sætter på sin nye udstilling og ledsagende bog fokus på spejlfladen i en skovsø. Det er blevet til en serie maleriske fotografier, der også kan læses som metaforer for den menneskelige eksistens.

Gradvist forstummer storbyens larm, når man bevæger sig op ad Rundetaarns sneglegang, og roen omfavner én. Så er man blevet modtagelig for Janne Klerks smukke fotografier af overfladespejlet i en skovsø, der hensætter én i en nærmest meditativ tilstand. Pludselig oplever vi naturen midt inde i byen, nærmere bestemt i Christian IV’s gamle observatorium. Det er nogle tålmodigt-langsomme fotografier, som det har taget Janne Klerk seks år at skabe. Hun har opsøgt søen i al slags vejr, på forskellige tider af døgnet og på skiftende årstider. Resultatet er disse mageløse billeder, der giver associationer til især den impressionistiske maler Claude Monets (1840-1926) mange motiver fra dammen i franske Giverny med de ikoniske åkander, trækroner og himlen, hvis spejlbilleder dirrer i søens overflade.
En spejling er et interessant fænomen. Det kan både være en lavpraktisk hjælp, som når vi holder et plant, industrielt fremstillet forstørrelsesspejl op foran os for at fjerne uønskede hår mellem øjenbrynene. Og når vi kaster et korrigerende blik på os selv i et stort spejl, inden vi forlader privaten for at møde verden. Men spejlet har også en mytologisk og eventyrlig dimension. I et troldspejl fremstår verden forvrænget og, ja, spejlvendt som i Lewis Carrolls (1832-1898) berømte eventyr ”Gennem spejlet”, hvor hovedpersonen Alice træder gennem et spejl og møder en konsekvent mystisk og anderledes verden.
Også en skovsø er ladet med betydninger. Ifølge folkeviddet kan kvinder med øjne så dybe og mørke som skovsøer forføre en hvilken som helst mand. Det var også en skovsø, hvis spejlflade forførte den smukke og hovmodige Narcissus i Ovids ”Metamorfoser” og bandt ham til sit eget spejlbillede, indtil han blev vanvittig. Ifølge ODS, Ordbog over det danske sprog, betyder ordet ”spejling” lysets tilbagekastning fra et spejl, en spejlende flade, en afspejling, et spejlbillede og en billeddannelse i en vandflade. Janne Klerks projekt skal forstås i sidstnævnte betydning: I hendes billeder henter søens vandspejl himlen ned med skyerne og det forskelligfarvede sollys. Hvis der er krusninger i vandoverfladen, rystes spejlbilledet, og motivet får ”sfumatiske” – eller slørede – konturlinjer. Hvis det er blikstille, fremstår spejlingerne imidlertid hyperreelle, mere virkelige end det motiv, de spejler. Nogle gange kan man se planterne i bunden af søen. Andre gange – afhængigt af lyset – er vandoverfladen mørk og lukker sig om sine hemmeligheder.

”Mange timer med fotograferinger i vandspejlet rejser en lang række spørgsmål. Om lysets brydninger i vand, om økosystemet, universet, solen, atmosfæren og spejlinger mellem mennesker,” skriver Janne Klerk i forordet til den smukke bog, der ledsager udstillingen. Bogen rummer yderligere tekster af forfatteren Gitte Broeng og astrofysikeren Anja C. Andersen.

Førstnævnte beskriver i to korte tekster blandt andet søernes historiske udvikling og konstaterer, at Danmarks cirka 120.000 søer i forhistorisk tid blev opfattet som hellige, da de mentes at danne overgang mellem gudernes og menneskenes verden, ”hvor det nærværende og synlige mødte det fjerne og usynlige, og hvor oppe og nede forenes i et magisk syn”.

Det største i det mindste
Anja C. Andersen går ikke overraskende mere naturvidenskabeligt til værks. Hun begrebsliggør med inspiration i Janne Klerks fotografier fænomener som spejlinger, vand, lys og stjernesystemet og konstaterer, at spejlinger i vand rummer en ekstra kompleksitet, fordi lyset brydes i grænsen mellem vand og luft. Det betyder, at billederne af skovsøen bliver helt forskellige afhængigt af vind, vejr, temperatur og ikke mindst lysets indfaldsvinkel. Og så ser hun i Klerks fotografier et scenarie, der svarer til studierne af stjernehimlen på fotografier. Det er lige så vanskeligt at bestemme, hvor galakser og sorte huller befinder sig i forhold til hinanden, som det er at betragte de mange grene og blade, der flyder rundt på og nede under søspejlet i Janne Klerks fotografier. Når man iagttager et blad i et mikroskop, kan man i øvrigt se alle dets forgreninger ganske tydeligt. De ligner fuldstændig blodårerne i menneske- og dyrekroppe, men også mønstrene, som dannes i galakserne i det store univers, fortæller hun. Således er det største i det mindste og det mindste i det største. Naturen er mageløs, og alt – inklusive os mennesker – er dannet af støvet fra fjerne og for længst udbrændte stjerner.
Det er en fryd at bladre i den smukke bog og opleve fotografierne i lille skala, der klart vil få et efterliv, som rækker ud over denne vandreudstilling, der senere vil kunne opleves både ude i bylivet på nogle københavnske pladser og indenfor i udvalgte kunstinstitutioner. Men det er selvfølgelig tifold bedre at se billederne opskaleret til det store format, der gør det muligt at forsvinde ind i dem. Motiverne er uden koordinater, vi ser aldrig søbredden, som ville afsløre, hvor vi ser dem fra. Vi kigger blot hen ad eller ned i skovsøens vandspejl, hvor der er en skiftende form- og farveverden. På trods af at den aktuelle skovsø kun måler 100 meter i diameter, det vil sige, at vandspejlet er små 8000 kvadratmeter stort, så synes den som et helt univers. Vi følger søen året rundt – dækket af is og sne, i det nøgne og stærke forårslys, hvor de bladløse grene skærer diagonale linjer gennem det blå vandspejl, og søen er fyldt med klorofylgrønne åkandeblade. Vi ser også vandspejlet i et varmt sommersollys. Det er som en forvandlingskugle, der bestandigt ændrer billede. Når vinden slipper en vind, om man så må sige, opstår der krusninger, så grenenes netværk tegner zigzagstreger i overfladevandet. Det driver med blade og grene, og skyerne rejser hen over himlen, det vil sige i vandspejlet. Disse maleriske billeder af vores natur bliver til metaforer for menneskets svingende stemninger, bevidsthedslag og opmærksomhedsfrekvenser. Mens bogen rummer 73 fotografier, kan vi opleve 40 store fotografier i Rundetaarn, hvis arkitektur klæder hendes fotografier virkelig godt og vice versa.

Janne Klerk er en af Danmarks mest fremtrædende kunstfotografer. Hendes fotografi er præget af en eksistentiel nysgerrighed og en dyb interesse i at trænge ind i og undersøge vores fysiske omgivelser, især naturen. Motivet – kombineret med kompositionen, lyset og helheden i samspil med detaljerne – formidles hos Janne Klerk lige så stærkt til publikum, som da hun selv blev fascineret af motivet ude på lokationen. Mange af hendes fotografier indgår i serier eller udstillinger, og flere af dem er udkommet i bogform – senest ”Ertholmene – en lomme i tiden et sted i nuet” med tekst af Rasmus Voss fra 2019. Tidligere har hun blandt andet udgivet bøger med tekst af kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen.


 

Jens Rolighed, Kunstavisen 04/2023

Klik her for at læse hele anmeldelsen.

Janne Klerk er en tålmodig og vedholdende fotograf, som med sine udstillinger viser sin optagethed af den natur, hun færdes i både her i landet, men også i udlandet f.eks. Japan. Den nye udstilling har sit udspring i Klerks tidligere, meget roste udstilling, ”Danmarks Kyster”, hvor spejlinger i vand langs kyser rundt i Danmark var et vigtigt motiv.

 
Nogle af billederne fra den udstilling er med her i Kerteminde, med det helt centrale i den nye udstilling er de mange fotografier taget ved en bestemt skovsø i Danmark. Søen måler kun 100 meter i diameter, men har så mange forskellige udtryk alt efter årstid og tid på dagen. Klerk har jævnligt fotograferet søen gennem seks år og det viser, hvor ihærdigt hun søger efter at få det ideelle billede.
 
Øjeblikket
Nu er det ganske vist fotografier, men det er nærliggende at tænke på den stil, som mange impressionistiske malere havde som tankegang bag deres værker omkring 1900. Især kommer man til at tænke Claude Monet’s mange billeder fra haven i Giverny, hvor åkander, broer og trækroner dannede flimrende spejlinger i havens vandforløb. For Monet var det netop øjeblikket, der var væsentligt, og sådan er det også for Janne Klerk i hendes billedserie af spejlinger i en skovsø.
 
Monet satte sine staffelier op ude i naturen, mens Klerk bruger sit kamera og kan tage mange billeder. Helt specielt ved spejlingsserien er den synsvinkel, hun bruger. De fleste malere bruger en kompositionsform, hvor f.eks. horisonten giver en klar orientering i billedet, men sådan er det ikke i spejlbillederne, hvor synsvinklen er fugleperspektiv eller droneperspektiv. Det bliver vist helt fint i udstillingens spændende video om billedernes tilblivelse.
 
Spejlbillederne har ikke blot sit liv i vandets overflade. Klerks billeder har et spændende liv, som er 3 dimensionalt med det, som befinder sig over vandspejlet, det som spejler sig i vandoverfladen og så det, som man kan se gennem overfladen ned i vandet. I det samme foto kan man i spejlbilledet se en lysende blå himmel med drivende skyer, træer med grønne blade og på selve vandoverfladens visne blade. I bunden af søen ligger blade, der er ved at gå i forrådenelse. På en måde er det et suverænt billede på en livscyklus, som Klerk også arbejder med i mange af de andre fotos.
 
AC Andersen eller HC Andersen
I en bog til udstillingen går Anja C. Andersen naturvidenskabeligt til værks, når hun skal anskueliggøre Janne Klerks motiver på udstillingen. Anja Andersen er astrofysiker og har sin helt egen tilgang til Klerks billeder, men det kunne være nærliggende, når nu udstillingen er landet på Fyn, at inddrage HC Andersens eventyr, ”Vanddråben”. I eventyret fortælles om en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable. Han havde et forstørrelsesglas, og i det så han forunderlige og foruroligende ting i en vanddråbe. Både AC og HC ser paralleller mellem naturens rige liv og menneskets gøren og laden.
 
Hos HC Andersen er slutningen i eventyret en dialog, hvor en anden person ser med forstørrelsesglasset: ”Ja, men hvad tror du det er?” spørger Krible-Krable. ”Kan du finde ud af det?”
 
”Dette er da godt at se!” sagde den anden, ”Det er jo København eller en anden stor by, de ligner jo alle sammen hinanden. En stor by er det!”
 
”Det er grøftevand!” sagde Krible-Krable.
 
Jane Klerks spejlbilleder er ikke bare tålmodige skildringer af naturens gang i en skovsø, men de indeholder flere betydningslag ligesom HC Andersens eventyr om vanddråbens hemmeligheder.


 

Marianne Cecilie Kiel, magasinet kunst, 08/2022

Klik her for at læse hele anmeldelsen.

I bibliotekssalen på ruten mod toppen af Christians IVs ikoniske Rundetårn udstilles i øjeblikket 40 fotografier i store formater af fotograf Janne Klerk. Alle fotografierne kredser om motivet vandspejlinger, som er opstået i den samme sø ud fra skiftende vejrforhold og ved forskellige årstider.

 
I et bogværk der hører til udstillingen, indgår fotografier der alle ledsages af korte tekster af forfatter Gitte Broeng og astrofysiker Anja C. Andersen. Teksterne tager udgangspunkt i begrebet Spejlinger og dets ikonografiske og naturvidenskabelige betydning. Blandt andet belyses det hvordan spejlinger indgår i interpersonelle sammenhænge mellem mennesker og vores omgivelser på et naturvidenskabeligt og metaforisk plan.
At så forskellige aspekter ved fænomenet Vand undersøges med fotografiet som kunstnerisk udgangspunkt virker oplagt og uhyre interessant. Til at understøtte disse betragtninger vises en kort film på udstillingen, hvor de tre aktører reflekterer over emner forbundet med Vand.
 
Krusninger i vand
I et smukt disponeret udstillingsrum med masser af naturligt lys udefra der yder fotografierne æstetisk retfærdighed, hænger to lige store fotografier parallelt på væggen, som et par. Umiddelbart er motivet klart og ligetil: Vi ser vand med de velkendte krusninger på overfladen der sprænger vandspejlingen og utydeliggør hvad der ligger under overfladen. Vandet er mørkt og enkelte steder oplyst af solens spillende highlights, der kontrasterer med mørket. Motivet er velkendt og ses i mange andre realistiske kunstneriske gengivelser, men i Klerks billeder er der tilknyttet et videnskabeligt funderende aspekt, der gør oplevelsen ret interessant. I understøttelsen af dette aspekt indgår som skrevet bogværket, der kan købes på udstillingsstedet og kortfilmen hvor Klerk og Astrofysikeren Anja C. Andersen fortæller om de mange forskellige lag, der er forbundet med vand: eksempelvis fisk, planter, bobler, spejlinger og vind, som skaber slørede og uskarpe strukturer i overfladen, lige som sproget og måden vi mennesker bruger sproget og kommunikerer på. Nogen gange taler vi med et lag andre gange med et andet. Vandets forskellige egenskaber minder på den måde om de mange nuancer vi ser i sproget og i dialogen mellem mennesker.
 
Vand er liv
Med et naturvidenskabeligt blik på Klerks fotografier af vandspejlinger, bidrager Anja C. Andersen med et interessant take på udstillingen, idet hun refererer til hvordan vand forbinder sig med menneskets opståen da vand slet og ret er liv. Andersen taler om at vandmolekyler er afgørende for liv og at vi mennesker er skabt af stjernestøv, baseret på flere forskellige grundstoffer, heriblandt vand. Med denne oplysning tilføjet den kunstneriske indgang til fotografierne får man som beskuer et helt nyt aspekt med i oplevelsen af Klerks forskellige billedlige eksempler på vandets æstetiske og antropomorfe rolle.
 
Flydende geometri
I flere af Klerks fotograferede vandspejlinger aner man former og figurer i forskellige geometriske størrelser, der bringer tankerne hen mod matematik, systemer og målinger, skabt af naturen og eksemplificeret ved de store smukke billeder med spejlinger i vand, der viser hvordan skyer, blade, grene, planter og solen påvirker vands flydende eksistens. I tilfældet her i en sø et sted i den jyske natur. At Klerk med sit fotografi indkapsler naturskabte fænomener i form af noget så alment som spejlinger i vand, er på mange måder en overraskende interessant måde at gøre beskueren opmærksom på forskellige aspekter ved liv som et naturskabt fænomen, eksemplificeret ved et æstetisk billedlige udtryk.


 

Teser

Interview med Janne Klerk til udstillingen Teser. 24 samtidskunstnere i dialog med reformationen.

Klik her for at læse hele interviewet

En nøgtern skønhedsdyrker
Fotografen Janne Klerk (f. 1953) er selvlært, men i årene 1979-1981 var hun ansat hos fotografen Gregers Nielsen, hvor hun blev oplært i fotografiets mangeartede håndværk og processer. Efterfølgende har hun arbejdet som fotograf både i filmbranchen og som billedkunstner med fotografiet som sit medie. Motivisk har hun forkærlighed for landskaber og arkitektur, hvor lysforholdene og vejret spiller en helt central rolle. Udover egne udgivelser har Janne Klerk illustreret et stort antal bøger, bl.a. Hans Edvard Nørregaard-Nielsens ’Magt og dragt. Dansk teglstensarkitektur’ (2006) og Jesper Theilgaards ’Det danske vejr (2006). I 2008-2009 deltog hun i det storstilede fotoprojekt ’Danmark under forvandling, som omfatter trebindsværket ’Herfra hvor vi står’ (2010).

 
I sin udstilling ’Danmarks kyster’ på Sophienholm og i tobindsværket med samme titel, som udkom i 2015, havde hun gennemfotograferet Danmarks vidtstrakte kyster, dér hvor landet holder op, og det våde og salte element tager over. Det er en poetisk dokumentation af det danske kystlandskab, som meget få mennesker har oplevet i sin helhed. Hele spektret er med – også det industrielt arbejdende Danmark, som det fx fremgår af Fanø-afsnittet, der spænder fra de vidtstrakte strandenge, hvor fårene græsser, som de har gjort det i århundreder, til Esbjergs industrielle havnefront med kraft-varmeværkets gigantiske skorsten, som rager i vejret som en kæmpe lineal. Alt i alt har Janne Klerk her skabt et fænomenalt materiale om Danmark som kystnation og en række meget smukke fotografier, der er lige dele billedkunst og dokumentation.
 
Til udstillingen ’Teser – 24 samtidskunstnere i dialog med reformationen’ bidrager Janne Klerk med to fotografier, som er inspireret af tese nr. 16: “Man ser at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden,” lyder det.
Fotografierne er taget fra en stående position. På det ene ser vi ned på en statue af en rygvendt mand, som sidder i Lotusstilling ved bredden af en sø. Vi kan ikke se hans ansigt, da han vender front mod søen, hvor han til gengæld kan fortabe sig i selv samme smukke naturmotiv som os, beskuerne. Vandspejlet reflekterer træerne med det forårsgrønne løv foruden stammerne og grenenes fletværk, men vi skimter også et lille stykke af himlen i vandspejlet, og sidst, men ikke mindst, ligger der et stort antal åkander og vugger i søen. Man kan sige, at motivet er en mur af vegetation, der genspejles i vandet.
Hvad handler dette fotografi om? Det er et romantisk billede, en hymne til naturens store katedral, til frodigheden og til det groende princip. Her finder vores eneste aktør – den mediterende mand – roen og fordybelsen. Ligesom mange finder fred i kirkerummet, finder ”vores mand”, statuen, freden i naturens store, grønne rum. Vi identificerer os umiddelbart med manden, idet vi så at sige flytter ind på hans sted og ser det, som han ser, når vi iagttager billedet. Det er også en diskret hilsen til den til alle tider største åkandemaler i kunsthistorien: Claude Monet. Som i Monets mange malerier er perspektivet også hos Janne Klerk ophævet. Der er ingen horisontlinje. Himmel og jord går i et, eller sagt med andre ord: Himlen hentes ned på jorden gennem vandspejlet, hvilket tilfører det grønne løvværk en smule transparens – eller måske en metafysisk uendelighedssprække?
 
På det andet fotografi fylder vandspejlet næsten hele billedfladen, men en tværliggende træstamme skærer sig skråt ind i billedet fra den højre kant. Stammen kaster en dramatisk, sort skygge i vandspejlet. Billedets gyldne snit er det punkt, hvor stammen rammer vandspejlet og dækkes af søvandet. I dette fotografi er der mere lys end i det første, fordi løvet er mere spredt, så himlen bliver tydeligere såvel spejlet i søens overflade som imellem det fysiske løv.
Vi mødes i Janne Klerks lejlighed og atelier på Islands Brygge for at tale om værket og om Janne Klerks opfattelse af Luther og reformationen.
 
Hvorfor har du valgt dette motiv?
”Jeg har valgt den mediterende mand – eller skulpturen af ham – som et eksempel på, at religion er mange ting. Ikke kun kristendom, idet den mediterende mand i lotusstilling klart repræsenterer en anden religion, nemlig buddhisme. Jeg mener, at hvis alle var tro over for sig selv, var der ingen religionsfejder. Samtidig har jeg valgt at skildre naturen som det store under, uden hvilken vi ikke ville eksistere, og at vise, at menneskene kan finde mening og ro i naturen, som i mit fotografi er blevet mandens grønne tempel.”
 
Hvorfor har du valgt tese 16 som afsæt for dit værk?
”Når Luther sammenligner Helvede med fortvivlelse, Skærsilden med den tilnærmelsesvise fortvivlelse og Himlen som ensbetydende med tryghed, så er budskabet klart: Med troen – dvs. Himlen – får man ifølge Luther et gelænder at læne sig op ad, som giver en tryghed gennem livet, og som sikrer en mod at falde ud over randen. På Luthers tid troede man endnu fuldt og fast på Helvede, og dengang mente man, at Jorden var flad, og at helvedesflammerne ville fortære en, hvis man kom ud til randen. Det var stadig middelalder. I den tid troede man også 100 % på kræfterne uden for en selv, men de fleste religioner handler dybest set om magt, besiddelser og rigdom. Tænk bare på hvordan kirkerne blev bygget store og flotte, betalt af bod og aflad. Buddhismen handler anderledes om at være tro imod sig selv
Min mediterende mand kigger ind i et uendeligt univers af grene, himmel og sø, og der er en uvished omkring, hvor dette dyb ender. Alligevel forholder han sig fuldstændig roligt og ånder naturen ind, måske fordi han har sin tro, der giver ham tryghed.”
Hvordan opfatter du Luthers betydning for reformationen og for den kristendom, vi har her i Norden?
”Luther har betydet, at kristendommen fandt nogle mildere veje, end man havde kendt hidtil. Han havde en fantastisk personlighed og gik gennem ild og vand for at virkeliggøre sine visioner. Han var også modig og modstod dødstruslerne fra Paven og blev ved med at insistere på sin kritik af den katolske kirke. Men han tog så stort et skridt, at han havde nogle blinde vinkler og gjorde nogle store fejltrin. Dels forholdt han sig meget kritisk til jøderne, som senere betød, at nazisterne kunne legitimere deres jødeforfølgelser hos Luther. Dels forhindrede han bønderne i at gøre oprør. Den blodige nedkæmpelse af bondeopstanden betød, at underklassen i mange år fremover måtte trælle for herremændene og kongen.
Men han fik ryddet op i den korrupte kirke og fik afskaffet afladsbrevene, som var en torn i øjet på ham. Og så fik han alle med. Indtil Luther var Biblen jo skrevet på latin, men han fik den oversat til levende tysk, så man kan sige, at han kastede lys i en meget uoplyst tid, og med oplysningen høre demokratiet, selv om der gik yderligere nogle århundreder. Luther betalte en stor personlig pris for at nyformulere kristendommen.”
 
Er du selv religiøs?
”Nej, jeg betragter mig selv som irreligiøs, når det gælder de kendte religioner, men jeg sætter stor pris på at opholde mig i hellige rum, og jeg forstår udmærket den religiøse verden. Man kan godt sige, at jeg er troende, men på min egen måde. De forskellige religioner indeholder ofte nogle gode leveregler, men der er også meget, som jeg ikke bryder mig om. For eksempel de sider af dem, som fratager mennesker ansvaret for deres handlinger. Min tro går anderledes enkelt ud på at, man må tro på sig selv i det livsvirke, man har valgt, og agere i forhold til den verden man er i, ligesom man må tro på, at det er det gode i verden, som i bund og grund er det stærkeste,” slutter Janne Klerk.


 

Danmarks Kyster

Bogværket “Danmarks Kyster – en fotografisk fortælling”

af Janne Klerk. Kan købes i landets boghandlere.

 

Claus Grymers, Kristeligt Dagblad den 20. september 2017

Klik her for at læse hele anmeldelsen

Betagende udstilling på Ribe Kunstmuseum med Janne Klerks fotoserie ”Danmarks kyster”
Hvad skal vi med ord? Naturen siger det hele. Og bedre end ord kan. Det bliver man overbevist om, når man ser Janne Klerks betagende fotoserie Danmarks kyster, der vises på Ribe Kunstmuseum indtil den 7. januar 2018. Udstillingen har tidligere været vist på Fuglsang Kunstmuseum i Toreby, og man undrer sig ikke over, at den dér blev besøgt af over 10.000. For det er værker, der med deres intense og umiddelbare udtrykskraft taler til alle.

 
Et katalog foreligger ikke, og man savner det heller ikke. Det stille samliv med billederne efterlader ikke spørgsmål, men svar. Man overgiver sig til den præsenterede virkelighed med en følelse af at blive lukket ind på et område, hvor man bør bevæge sig med største varsomhed. Man føler sig næsten som et forstyrrende element i en verden, der synes at være helt sin egen. På den gode måde. De få personer, man træffer, anskues som en del af en større helhed, set som de er gennem respekt for de rammer, der sættes af naturen. Den glimtvise menneskelige tilstedeværelse er på dens præmisser. Skarpt og indlevet iagttager
og viderebringer Janne Klerk sine visioner af det konkret foreliggende.
 
I museets underetage er der mere godt at komme efter, nemlig et udvalg fra Janne Klerks fotoserie ”Tanker til Brorson” fra 2003, der i salmedigterens ånd dvæler ved skaberværket, lydhør og meddigtende.
 
I en af de tekster, der er sat op på væggene i hovedudstillingen, understreger kunstneren, i hvor høj grad det sete afhænger af de øjne, der ser. Som hun tilføjer: Hvis et antal fotografer stiller ind på det samme motiv, vil der komme lige så mange forskellige billeder ud af det.
 
Resultaterne afhænger dog ikke kun af øjnene, men også af den enkeltes væsen. ”Vi ser med hele vort væsen,” som hun skriver. Fotografier, der kommer os ved, rummer noget af sindet hos den person, der har taget dem. Ligesom vi, der betragter dem, har alt det, der er os, med i vores opfattelse af værkerne. Også erfaringen har øjne at se med.
 
Men uanset nuancerne i perceptionen af udstillingen må alle kunne blive enige om, at den skærper sansen for det mangfoldige i naturen omkring os. Det kan være i nogle af dens mest spektakulære elementer – såsom Møns Klint, hvis smukke og faretruende skrænter optræder på flere af værkerne – eller det kan være en tilsyneladende helt banal sammenhæng med en række køer ved Sejerøbugten. Men det ”banale” vil ikke slippe én. Kombinationen af dyr, vand, græs og himmelrum har en særlig, livgivende ro over sig – en ro, der så at sige gør billedet større end sit motiv.
 
Netop roen er en af de egenskaber, der er baggrunden for, at Janne Klerks værker med rette er blevet sammenlignet med guldaldermalernes. Men de virker ikke verdensfjerne. Tværtimod. Hun giver os virkeligheden, som den er – eller som den kan ses at være. Hun manipulerer ikke sine motiver, sådan som guldaldermalerne kunne gøre.
 
Det, publikum ser, er det, som hun selv i skabelsens øjeblik så gennem linsen. Alle beslutninger vedrørende et billede bliver taget på stedet og ikke efterfølgende ved en computer.
 
Skønheden er altså sand. Og alle har vi adgang til den. Samtidig er skønheden fuld af overraskelser. Det, vi måske troede, vi kendte, rummer træk, vi ikke kendte. Hvert foto er som et digt – til berigende og udfordrende fordybelse.
 
Et væld af stemninger anslås i de store fotografier – de største er over to meter brede. Idyller er der slet ikke tale om. Billederne har i det hele taget alt for mange lag til at kunne være i en overskuelig konklusion.
 
Et billede fra Kloster Havn i Nissum Fjord har et varmt, forsonende lys over sig, men vi er langt fra det yndige. Det er et hverdagsbillede. Men de, der lever i den antydede hverdag, er forsvundet. Det er, som om de lige har brudt op – og som om Janne Klerk hurtigt har grebet chancen for tage et foto af nogle kortvarigt forladte rekvisitter, der hører fiskeriet til. Endnu længere fra den blanke idyl kommer man med et foto taget i Korshavn på Fyns Hoved. Igen drejer det sig om et hverdagsbillede, men her med en drejning mod forfaldet – et indtryk, der styrkes ved synet af en temmelig udtjent campingvogn. Alt i alt i virker sceneriet som en fremvisning af den sidste fase, før lossepladsen tager over.
 
Mere typisk for Janne Klerk er et foto fra Skagens Odde. Et i sig selv hvilende stykke natur sammenfattet til et poetisk mesterværk. Oppe over det hele ruger et bjergmassiv af en stor, sort sky, fra hvis udkant et tyndt lys siler ned. Vandpytterne kunne være noget af skyen, der er faldet ned på stranden, hvor også en flok fugle er landet. Helt i baggrunden anes det skummende hav. Man hører det næsten buldre, mens man afventer, at regnen skal bryde løs oppe fra ”bjerget”.
 
Det kan siges kort: Ligesom Brorson-billederne er ”Danmarks kyster” en sang til skaberværket.


 

Lars Ole Knippel, Jyllandsposten 09/2017

Klik her for at læse hele anmeldelsen

Den efterspurgte fotograf Janne Klerk fortsætter sin succes med sin fortolkning af de danske kyster på Ribe Kunstmuseum.
Fotografen Janne Klerk er fortrolig med de danske kyster, der med sine 7.000 kilometer omkranser landet med udsigt til 443 navngivne øer.
I tre år var hun beskæftiget med det ambitiøse projekt ”Danmarks kyster”, hvis fotografiske kulturhistorie i bogform fik yderligere tyngde af Gitte Broengs og Merete Binderups tekster.
Der er konstant bud efter Janne Klerks kystbilleder fra den store odyssé.

 
I øjeblikket viser Ribe Kunstmuseum 34 billeder fra kystserien samt i underetagen et udvalg af Janne Klerks fotografier til serien ”Tanker til Brorson” fra 2003.
 
»Hun tager sig tid til at vente på det helt rigtige motiv under ideelle lysforhold. Derfor sammenlignes hendes billeder ofte med guldaldermalernes frembringelser, men hvor sidstnævnte manipulerede med deres motiver, så er Janne Klerks fotografier uden iscenesættelse,« siger Ribe Kunstmuseums direktør, Dagmar Warming, og fortsætter:
»Dét, vi ser på væggen, er dét, Janne Klerk oplever gennem sin linse. Beslutningerne omkring billederne bliver taget på stedet og ikke efterfølgende ved computeren. Dog har Klerk og guldaldermalerne roen og tålmodigheden i arbejdsprocessen til fælles – og glæden ved at skildre byrummet og landskabet. Møns Klint var et yndet motiv for guldaldermalerne med de på én gang smukke og faretruende skrænter. På museet kan de besøgende studere P. C. Skovgaards maleriske fortolkning af klinten i 1852. Det samme motiv er skabt i nutiden af Janne Klerk og repræsenterer udstillingens hovedmotiv,« siger Dagmar Warming.
 
Med mesteren på nattetur
Den autodidakte Janne Klerk begyndte sent som fotograf efter en masse tilløb, fordi hun havde problemer med sit syn og læste dårligt.
 
Men i dag betragter hun vejen til den fotografiske metier som en omstigning til paradis.
»Jeg kom på højskole og fik efterfølgende job hos mesterfotografen Gregers Nielsen og hans bror Jørgen, efter at jeg havde mødt dem under en nattetur i selskab med medlemmer af en lille teatergruppe. Jørgen var mere og mere optaget af sit virke i filmbranchen, så jeg fik et vikariat hos Gregers. Her arbejdede jeg i to år og betragter perioden som mit lærested, før jeg i 10 år fungerede som still-fotograf i filmbranchen, indtil jeg begyndte for mig selv.«
 
Kysternes fascination
Janne Klerk blev i 2008 sammen med 13 fotografer inviteret til projektet ”Danmark under forvandling”, der introduceredes i Skagen, hvor deltagerne selv kunne vælge et tema.
 
Janne Klerk udpegede landets kyststrækning, fordi hun altid har været fascineret af vandet.
Dét blev indledningen til indholdsrige arbejdsår og udstillinger med projektet ”Danmarks kyster”, som afslører den danske naturs dynamik og diversitet.
 
Værket er et vægtigt defensorat for beskyttelsen af floraens og faunaens herligheder i en tid med vandalisering og byggeri tæt på den sårbare kyst.
 
Billederne fra den lange kystrejse er fortsat eftertragtede hos kulturinstitutioner. Således skal hun fra den 5. oktober præsentere et udvalg i de fælles nordiske ambassader i Berlin, og næste år gælder det Skovmuseet i Viborg. Samme år er hun inviteret til Stiftung Christliche Kunst Wittenberg i Tyskland.
 
Janne Klerk er ved at søsætte et projekt om Christiansø både som bog og udstilling.
 
I den anledning er hun på udkig efter en egnet forfatter, fordi hun gerne arbejder sammen med forfattere.
 
Det er bl.a. kommet til udtryk i ”Danske Middelalder Borge” (Rikke Agnete Olsen), ”N. F. S. Grundtvig – Der er et land så kosteligt” (Ida Jessen), ”Nr. Vosborg- en vestjydsk herregård” (Hans Edvard Nørregård-Nielsen), ”Det danske vejr” (Jesper Theilgaard) og ”Henry Heerup – Stenvækkeren” (digte af Eske K. Mathiesen).


 

Lisbeth Bonde, Forord til Danske Kyster

klik her for at læse det fulde forord

Hvor smiler fager den danske kyst – når den ikke trues af storme som Allan, Bodil og Carl.
Fotografen Janne Klerk har skabt et visuelt heltedigt om de danske kyster. Hun har gennemfotograferet Danmarks vidtstrakte kyster, dér hvor landet holder op, og det våde element tager over. Nogen gange manifesterer denne zone mellem land og vand sig brat som en amputeret skrænt, der er blevet slået sønder af storme og rasende bølger, andre gange er den en mild strandeng, som tegner en umærkelig overgang mellem land og hav, mellem grønt og blåt. Takket være Janne Klerks blik for kysternes storhed og variationsrigdom kan vi nu opleve havet og kystlandskabet in extenso.

 
Undertiden har Janne Klerk stillet sit stativ op på en bakketop, så vi får et panoramisk view ud over det uendelige landskab, som tager sig ud som et blødt moduleret, grønt miniputland, andre gange går hun tæt på og zoomer ind på kysternes rige, stoflige og koloristiske kvaliteter med et ofte karakteristisk, skulpturelt fysiognomi, hvis ikke hun går om bord på fiskekuttere eller besøger surfere på Klitmøller Strand. For der optræder også mennesker – ikke at forglemme kvæg og får, som nyder godt af den salte vegetation ved kysterne – i denne bog.
 
Havet er allestedsnærværende i Danmark, som har en kystlinje på over 7000 km. At der er så meget kyst, skyldes de mange fjorde, bugter og øer. Ikke mindre end 443 navngivne øer har vi herhjemme, og ligegyldigt hvor vi befinder os i landet, er der højst 100 km ud til kysten. De danske kyster er et åndehul helt uden sidestykke. Her møder vi universets uendelighed. Det store himmelrum hvælver sig deroppe, og den vide horisont folder sig ud foran os, så man kan indstille blikket på uendeligt.
 
Sejt og vedholdende har Janne Klerk opsøgt de upåagtede kystområder eller har sat sit fotostativ op på kendte og ikoniske turistdestinationer, som hun afæsker nye, visuelle sandheder. Det er blevet til en bog i to bind – først hovedlandet Jylland og dernæst Øerne. Hendes rejser har bragt hende vidt omkring. Alt har været planlagt, men undervejs har hun inviteret tilfældet med på rejsen efter devisen, at når planen først er langt, er det nemmere at afvige fra den. Mange af stederne er overjordisk smukke, så man taber vejret, andre mere rå, hverdagsagtige og rustikke. Hele spektret er med – også det industrielt arbejdende Danmark, som det fx fremgår af Fanø-afsnittet, der spænder fra de vidtstrakte strandenge, hvor fårene græsser, som de har gjort det i århundreder, til Esbjergs industrielle havnefront med kraft-varmeværkets gigantiske skorsten, som rager i vejret som en kæmpe lineal.
 

Med nysgerrigheden som drivkraft har Janne Klerk gået i den opdagelsesrejsende landmåler Carsten Niebuhrs (1733-1815) fodspor, men hvor han kortlage Arabien geografisk, kulturelt og sprogligt og skildrede naturrigdommene, floraen og faunaen i det fremmede, så har Janne Klerk ingen intention om at dokumentere vores hjemlige kyster videnskabeligt.
 

Janne Klerk har skabt billeder. Som den sandhedssøgende fotograf og billedsøgende digter, hun er, har hun givet os det tilbage, som mange, der lever livet foran computerskærmene, ikke længere ænser. Med sit blik for de spændende vinkler, giver hun os et overraskende, nyt syn på vores omverden. Med sine fotografier har hun foreviget det, der om føje tid vil være forandret – af geologiske eller af samfundsmæssige grunde.
 

Projektet med at fotografere de danske kyster har strakt sig over tre år. Der er for mange fotografiers vedkommende tale om et tålmodighedsarbejde, hvor hun har ventet på det rette sekund, som når sælen vender sig mod hende på Grenen, når stærene samler sig i sort sol og skaber en luftig arabesk på himlen over Vadehavet, eller når solen kigger frem mellem skyerne og farver havet glitrende gyldent. Janne Klerk griber momentet, når det melder sig, men hun har også vist rettidig omhu og sørget for at være på pletten.
 

Uanset motiverne, præges Janne Klerks fotografier af en krystallinsk renhed. Hun er en virtuos seer, som skærer ind til benet i sin fremstilling af virkeligheden, og hun blander aldrig sine egne følelser ind i skildringerne. I stedet lader hun virkeligheden tale direkte igennem sig og giver den nøgternt og usentimentalt videre til os. Med denne bog har hun skabt en ode til Danmark.


 

Lars Ole Knippel, Jyllandsposten 13. juli 2015

Klik her for at læse hele anmeldelsen

Fotografen Janne Klerk har i tre år arbejdet på at fortælle om Danmarks 7.000 kilometer kyststrækning – en indirekte appel til politikerne om at være varsom med den fornemme kulturarv.

 
Som Johannes V. Jensen i danmarkssangen “Hvor smiler fager den danske kyst”
fra 1925 leverer fotografen Janne Klerk i sine to fotobøger en varmhjertet hyldest til de strækninger på over 7.000 kilometer, der omkranser Danmark, med 443 navngivne øer. Hendes imponerende feltarbejde over tre år åbenbarer den danske naturs enestående dynamik og diversitet og er en gave til enhver, som er optaget af landets historie og natur.
Johannes V. Jensen og Janne Klerk betjener sig af forskellige medier, han med ordet, hun med kameraet, men den poetiske tribut til landskabet er de fælles om.
 
Hendes fotografiske fortælling, der også vises på Sophienholm, bliver i disse dage pludselig aktuel med en indirekte kommentar til regeringens planer om at lempe planloven og dermed tillade byggeri tæt ved kysten. Mange naturvenner frygter en vandalisering af de sårbare områder, mens flere borgmestre i det perifere Danmark skriger på udvikling. Prikkes der først hul på ødelæggelsernes dige, udsættes vi for en stormflod, hvis skader aldrig lader sig reparere, lyder det fra modstanderne. Vandlande og hæslige hoteller vil hurtigt skyde i vejret og spolere kysternes æstetik og herlighedsværdi, som netop er et trækplaster for turister.
 
Mens debatten kører på de høje nagler, kan man passende fordybe sig i resultaterne af Janne Klerks stædige arbejde i såvel kendte kystområder som upåagtede lokaliteter, hvor hun tryller stedernes charme og egenart frem. Snart er man under en bro og fornemmer stringent ingeniørkunst i pagt med omgivelserne, snart mærker man tiden dazumal. Gamle skure med ramponerede fiskeredskaber – en slags interimistiske frilandsmuseer – udgør et monument over tidligere epokers maritime næringsveje.
 
Billeder fra konfliktzonen
Vand er dragende; folk har i århundreder kunnet eksistere i kraft af de muligheder, vandet gav i form af transport og udkomme. Sådan er det også i dag, selv om den teknologiske udvikling har medført store forandringer, der opfanges af fotografen. Hun har til opgaven på alle årstider mobiliseret en ufattelig tålmodighed og ejer et skarpt blik for det væsentlige ned til den mindste detalje. Hun opererer sikkert i grænselandet mellem land og vand; den zone, der kan give anledning til voldsomme rivninger mellem naturelskere og politikere, og som i skiftende versioner med lysog skyggevirkninger leverer rene kunstmotiver.
 
Janne Klerk inviterer læserne på besøg i saltsyderiet på Læsø og introducerer os til Danmarks mindste færge – Peter Fannemand – der er CO2-venlig med maksimalt plads til tre personer, der selv må trække skibet over en af de små kanaler ved indvundet land på Kattegatøen.
 
Palmestranden i Frederikshavn med kæmpefærgerne til nordlige destinationer som kulisse giver et pust af eksotiske himmelstrøg.
 
Limfjordens aflejrede fossiler af planter, fisk, fugle, insekter og skildpadder trækker tråde til en fjern fortid, mens kystområdernes nutidige tivolisering lader sig skue ved blandt andet Vejers Strand med et hav af parasoller og skilte for Bier vom Fass.
 
Ved Skjern Å’s udmunding dokumenteres Danmarks eneste ægte floddelta, og i Vadehavet, et af verdens største tidevandsområder, er den store og mest populære attraktion Sort Sol, et gigantisk luftshow af trækkende stæreflokke, som en nok så opfindsom og elegant koreografi på verdens balletter ikke er i stand til at eftergøre.
 
Også Københavns fortsatte urbanisering er mærkbar og registreres i mange facetter af Janne Klerks linse. Og man kan i hendes billeder næsten høre brændingen på Sjællands Odde og overgiver sig ved mødet med renæssancehavnen i Kerteminde, en rekreativ og kulturhistorisk perle, eller man vader over til den fredede Æbelø i Kattegat nord for Fyn og inddrikker den stille atmosfære med et uforstyrret fugleliv.
 
I den anden ende af riget bevæger man sig i det druknede morænelandskab i form af Femø og Fejø samt andre småøer, hvor eksistensen har været barsk, men tillige indbudt til idyllisk samvær med ø-lejre og alternative samlivsformer.
 
Himlen over Kramnitse på Lolland er begsort og svanger af uvejr, der om et par sekunder udløses og føder helt andre motiver. Janne Klerk sætter fokus på de usædvanlige kridtog kalkklinter på Møns og Stevns Klint, hvis landskabelige storhed ikke findes mage til herhjemme, ligesom Bornholm med øgruppen Ertholmene signalerer en fremmedhed, som den østlige kommune i nyere tid har forstået at veksle til god turistvaluta.
 
Bøgerne er forsynet med informative tekster. Til Janne Klerks mangfoldige fotografier har cand. scient. og ph.d. Merete Binderup, sammen med cand. mag. Gitte Broeng skrevet de geologiske tekster, mens sidstnævnte står bag de øvrige. Selv om fotografierne taler for sig selv, er teksterne med til at give en ultimativ oplevelse, der får læseren til at reflektere over behandlingen af landets unikke kystområder og spekulere over de nye regeringsinitiativers berettigelse.
 
Dette pragtværk, støttet af en stribe fonde, burde være pligtstof for de ansvarlige politikere og læses af alle


 

Michael Müller, Weekendavisen 2015

Klik her for at læse den fulde anmeldelse

I tre år rejste fotografen Janne Klerk langs de danske kyster for at fotografere mere end 7.000 kilometer kyststrækning. En lang og unik rejse, der satte hende i kontakt med sig selv, og samtidig blev hun klar over, hvor vigtigt det er, at vi værner om det kystlandskab, der ifølge fotografen er indbegrebet af Danmark.

 

Danmark består af mere end 7.000 kilometer kyststrækning. Bredde sandstrande, hvor bølger skyller i land, stejle klitter, der snor sig gennem landskabet og vilde marker, der gror helt ned til vandlinjen. Uanset hvor man befinder sig, er der maksimalt 50 kilometer til den nærmeste kyst – her, hvor landet begynder og ender. Kysterne står som et indbegreb af Danmark, et unikt landskab, der har formet os som mennesker, siden draget os derud.
 
Sådan er det også for den anerkendte fotograf Janne Klerk (f. 1953). For hende har kysterne altid haft en særlig plads, deres på én og samme tid brutalitet og rolighed. Gennem en årrække har hun fotograferet det danske kystlandskab, og i 2015 kulminerede hendes arbejde med det enorme bogværk – Danmarks Kyster – en fotografisk fortælling. I mere end tre år rejste hun langs de danske kyster for at fotografere og dokumentere, hvordan Danmark ser ud på den yderste kant. Resultatet blev nuanceret og poetisk og viser et landskab fuld af kontraster – fra Vesterhavets horisonter, kuperede klitter til lave bugter og gamle industrihavne. Frodige og nøgne landskaber, pakket ind i alle årstider med lyng, isflager, græsser og rullesten.
 
Naturen og især kysterne har altid fyldt i Janne Klerks liv, selv om hun er født i København, og har boet der lige siden. Allerede som barn fik hun naturen ind, når hun med sine forældre tog på tur i skove og ved søer, de byggede sivbåde, ferier blev holdt på landet og om sommeren var hun aldrig til at drive indenfor. Selv siger hun, at hun er oplært i at bruge naturen.
 
Væk fra storbyen
Derfor var hun ikke et sekund i tvivl, da hun fik muligheden for at rejse rundt i det danske kystlandskab. Et projekt, der oprindelig startede i 2008, hvor Klerk blev inviteret til at deltage i fotoprojektet Danmark under forvandling, hvor 14 fotografer skulle give deres individuelle ”nutidsbillede” af Danmark. Klerk valgte kysterne, men da hun var færdig, gik det op for hende, at hun kun havde fået en lille smagsprøve af kysterne. Hun ville tilbage, gå dem igennem strækning for strækning, skildre kysterne på en dybdegående måde. Alene og med en Google-køreplan kørte hun af sted, målet var at lave en Danmarksfortælling.
 
”Jeg havde et brændende behov for at komme væk fra storbyen, hele den digitale tid og det pres, den giver os. Man mister sig selv i mange af disse sammenhænge, jeg havde et behov for at mærke jord under fødderne. Det var i virkeligheden det bærende for projektet. Jeg ønskede at rejse rundt i kystlandskaberne og vise et landskab, som jeg ved, ikke ret mange i virkeligheden kender.”
 
Hvad har overrasket dig mest i dit møde med kysterne?

”Man snakker altid om Vestkysten, men der findes så utrolig mange steder, hvor folk også bruger kysterne til rekreative områder, hvor der er andre naturområder, og i disse områder er der også mange perler. Dels troede jeg ikke, at vi havde så mange sommerhusområder langs kysterne. Dels blev jeg overrasket over, at der findes så mange gamle industrihavne, der i dag fungerer som fritidshavne, det er jo helt slut med fiskeriet. Disse steder er med til at skabe en sammenhæng i vores kyststrækninger, en sammenhæng, jeg ikke var klar over fandtes. Samtidig kom det bag på mig, at der ikke færdes flere mennesker ved kysterne.”
 
Hvad er den store kvalitet ved de danske kyster?

”Der er så mange verdener derude, jeg bliver aldrig mæt af det landskab, fordi det forandrer sig konstant. Dét er de danske kysters store kvalitet. Ud fra de forskellige strækninger kan man næsten vælge, hvilket humør man vil være i. Jeg har rejst en del uden for Danmark, men det interessante er, at man i Danmark skal bevæge sig meget kort for at være i et nyt landskab, selv inden for samme kyststrækning. Nogle steder er der strande, hvor vandet triller ind, kort efter ligger der marker ned til vandlinjen, så kommer sommerhusområderne og pludselig er der rullesten og klipper, der er slebet flade gennem århundreder,” fortæller Janne Klerk fra sin lejlighed på Islands Brygge i København.
 
Janne Klerks karriere som fotograf begyndte i 1977, hvor hun en i et par år var ansat hos fotografen Gregers Nielsen, inden hun startede op som selvstændig freelancefotograf med opgaver i blandt andet filmbranchen. Derudover har Klerk indgået i en række bogsamarbejder, blandt andre med kunsthistoriker Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og foruden det danske landskab arbejdet med fotografiet inden for kunst, arkitektur og portrætter.
 
Spørger man fotografen selv er naturen et omdrejningspunkt i hendes fotografiske arbejde. Her har hun søgt at vise landskaber i deres rene, nøgne omgivelser, som det fremgår i værket Danmarks Kyster – en fotografisk fortælling. Fotografier, der i øvrigt kunne opleves sidste år på kunstmuseet Sophienholm ved Lyndby, hvor Janne Klerk udstillede en række af de fotografier, der er med i bogen. Udstillingen er i øvrigt planlagt til at åbne i Beijing i foråret 2017.
 
Dus med kysterne
Arbejdet med de danske kyster har været som en lang rejse for Janne Klerk. I timer, dage og måneder har hun gået i vandlinjen, tålmodigt har hun ventet på det rigtige øjeblik, hvor landskabet ville åbne sig og give hende den særlige stemning, hun ønskede at indfange.
 
”Når jeg kommer ud til kysterne, bliver jeg dus med mig selv. Til forskel fra vores indre land har kyststrækningerne nogle andre vider og dimensioner at byde på. Jeg kommer i en tilstand, hvor alt det unødvendige forsvinder, jeg kan tænke langt. Der er så meget i naturen, der bliver forstærket, når man er ved kysterne, der er højt til loftet og lange horisonter. Jeg oplever, at jeg mentalt får et større rum, mine tanker flyder stille og roligt ud og ind. I byen møder man hele tiden en mur og stress, der stopper ens tankesæt, men ved kysterne får tankerne lov til at rulle sig ud – en meget sund tilstand for sjæl og sind.”
 
Er vi for ringe til at se udover bymuren?

”Ja, det synes jeg. Det går mere og mere op for mig, at vi skal blive bedre til at bruge de her kyster, vi skal blive mere bevidste om disse skønne strækninger, de har virkelig noget af byde på. Mange siger, at de ikke har tid til at tage derud, men de er ikke klar over, hvor meget tid de ville få forærende, hvis de tog dem tid til at besøge kysterne. De ville opdage en forvandling, der kan vare i måneder og sikkert længere.
 
Hvad er det vi kan få ved kysterne?

”En langsomhed, som jeg sætter meget højt. Jeg tror ikke, vi er bevidste om, hvor ødelæggende denne her hurtighed er. I virkeligheden er langsomheden mere i tempo med vores sind, dette aspekt underkender vi i dag. Alting handler om at kunne multitaske, at være hurtig, bedst og størst, som Anders Fogh Rasmussen har sagt det, men den hurtighed gør det modsatte, den forringer alting. Ingen kan jo huske noget mere, folk svarer ikke på henvendelser, dialoger går i stå, man kan ikke nå det hele. Så i virkeligheden er det en gave at kunne være i den langsomhed, der er ved kysterne.”
 
På sin rejse langs kysterne har Janne Klerk bemærket de udfordringer, som de små lokalsamfund står over for med hensyn til affolkning og hele diskussionen om det såkaldte Udkantsdanmark. Hun forstår ikke, hvorfor det ikke er muligt at bevare små, sunde lokalsamfund i de områder, der, som hun selv udtrykker det, er sunde at være i.
 
Til gengæld tror hun ikke på, at udkantsområderne skal udvikles med nye byggerier og turistområder helt ned til vandkanten, som man har diskuteret i forbindelse med den nye planlov, der i første omgang giver tilladelse til at bygge ti kystnære projekter inden for strandbeskyttelseslinjen på 300 meter. En udvikling, Janne Klerk møder med stor skepsis.
 
En dum idé
”Det er ikke godt tænkt. For det første er vores sommertid så kort, så spørgsmålet er, hvor mange penge der kan komme ind ved de her turistbyggerier, formentlig ikke noget særligt. Men hvad med de turister, der kommer hertil, de er jo netop interesserede i den natur, vi har, og ikke en riviera, som de kan få mange andre steder i Europa. Man skulle i stedet investere de her penge i at skabe nogle hyggelige lokalsamfund – dét, som Danmark også er kendt for. Hotelbyggerier ned til vandkanten kan ende med at stå tilbage som nogle tomme, uhyggelige steder, der ikke bliver besøgt tilstrækkeligt. Hvad skal det til for, jeg kan ikke forstå det. Idéen kan godt bekymre mig.”
 
Er kysterne truede?

”Naturens kræfter er jo en trussel, kysterne er også en levende organisme. Man kan ikke modarbejde naturen, så når man nu ved, at stormene er der, så er noget af det dummeste jo at bygge kystnært eller bygge store badelande, der går ud i havet, det er dumt tænkt. Lad naturen gå sin gang, og så må vi indrette os efter den, det tror jeg, man ville få nogle bedre, langstrakte resultater ud af. I virkeligheden er det eneste fornuftige at bygge længere inde i landet.”


 
Henrik Wivel, Kristeligt Dagblad 10. juli 2015

Klik her for at læse hele anmeldelsen

Hvor smiler fager den danske kyst
Janne Klerk har med sit store fotografiske værk om Danmarks kyster foldet landskabet ud som umisteligt. På Sophienholm kan beskueren gå helt ind i det kystnære rum.

 
“Hvor smiler fager den dansk kyst,” skrev Johannes V. Jensen i sin Danmarkssang. Forfatteren skrev sangen som et led i en tale, han holdt på Kalø Slotsruin for dansk-amerikanere i 1925. Han ville over for de mennesker, som engang havde forladt Danmark, fastholde det kæreste minde, de kunne have, nemlig billedet af Danmark som et billede af Danmarks kyster. For at gøre mindet ekstra sanseligt sammenligner han i sangen Danmarks kyst og det blødt modulerede landskab med en kvinde, der breder favnen ud og tager imod.
 

Bølgen går som “et åndedræt af en venlig kvinde”, som erotikeren Jensen skriver. Ikke blot langs kysten i Danmark, men også over de danske marker, hvor byggen gynger sit silkehår, og rugen ånder med sol i sinde. En kvinde af Jensens støbning har her små 100 år senere taget fat, hvor han slap, for igen at få os til at sande, hvor og ved hvad vore hjerter er bundne. Nemlig fotografen Janne Klerk,
 

der har rejst langs Danmarks mere end 7000 kilometer lange kystlinje og besøgt nogle af de mere end 400 øer, der kranser riget. Det er blevet til det store fotografiske værk “Danmarks kyster” i to bind med hundredvis af billeder og i forlængelse heraf til udstillingen af samme navn på Sophienholm, hvor en række af de bedste billeder er blæst op i så stort format, at man, med Janne Klerks egne ord, nærmest kan gå ind i dem.
 

Det er jo det, det gælder om: at gå ud i landskabet og gå ind i billedet af det. Så det fæstner sig, ikke alene på nethinden, men også som en del af hele ens krop og væren som menneske. Vi er, som også salig Johannes V. Jensen er inde på i sin Danmarkssang, formet af landskabet. Hele vor identitet er bygget op på og fældet ind i landskabet og de kystlinjer, der skaber overgangene mellem jord, hav og himmel. Danmark er født af havet efter seneste istid, og sine steder hæver landskabet sig stadig, mens det andre steder er på vej til at forsvinde igen. Danmark er, ligesom vi mennesker, en levende organisme i fortsat forandring og forvandling. Tiden er en anden i landskabets liv end i menneskets, og skalaen er en anden. I mødet med naturen ved kysten finder vi ind til langsomheden og til storheden i naturen. Som litteraten Lisbeth Bonde skriver så smukt i forordet til “Danmarks kyster”, så møder vi “universets uendelighed” ved havet.
 

Det er denne følelse af evighed og uendelighed, som Janne Klerk har forsøgt at anskueliggøre i sine fotografier. Hun har rejst langs kysterne i Jylland og i det rige øhav, der tæller Fyn, Sjælland og Bornholm med diverse tilliggender i arkipelaget. Rejsen kan i en hver henseende beskrives som en dannelsesrejse.
Landskabet dannes for vore øjne med de stejle klinter og brinker, med de disede engdrag, med de intime vige og bugter og endelig med det voldsomme, brusende Vesterhav i en sky af havgus. Det er en geologisk dannelse over årtusinder, men det er også en personlig tilegnelse af landskabet som et sjæleligt dybdesnit i det enkelte menneske. Og så er det naturligvis en civilisationsproces. Meget lidt er uberørt i Danmark. Mennesker før os har, som Johannes V. Jensen skriver, bygget riget og formet det. De spor er tydelige, også langs Danmarks kyster.
 

Det er forcen ved og variationsrigdommen i Janne Klerks billeder, at de ikke udelukkende skildrer naturen langs kysterne i skiftende årstider og vejrlig, men også åbner stederne som dyrenes og menneskenes. Her er fugle på holmene, her er græssende kvæg på engdragene, og her er mennesker i havnene, i husene og på arbejdspladserne ved havet.
 

Danmark er, længe før landet blev en landbrugsnation, en søfartsnation med både rige, magtfulde og sofistikerede måder at bruge havet på. Som søvej, indtægtskilde og råderum. Nogle af de bedste fotografier i Janne Klerks værk er fra fiskeriauktionerne i Hanstholm og Karstensens Skibsværft i Skagen. Her får billederne et liv og en atmosfære, der rækker ud over romantikkens danmarksbilleder og ind i en levende virkelighed.
Selvom Janne Klerk hverken romantiserer eller dæmoniserer sin motivverden, kan hun jo ikke komme fri af den mere end 200-årige tradition for landskabsmaleri.
 

Janne Klerk lægger ikke sin sjæl ind i sine fotografier, tværtimod, hun afbilder virkeligheden, som den er og kan ses med det rette blik. Men dette blik er ikke uafhængigt af dansk kunsthistorie eller for den sags skyld geologi og naturgeografi. Fotografen ser med malerens øjne, og hun ser med forskerens. Ja, mere end det. Janne Klerk ser også med humanistens øjne på de danske kyster.
 

“Danmarks kyster” har været undervejs i fem år, hvor Janne Klerk har været på sin fotografiske danmarksekspedition. Ja, mere end det. Allerede i 2008 blev hun sammen med 13 andre fotografer inviteret til at deltage i projektet “Danmark under forvandling”.
 

De 14 inviterede fotografer skulle give hver deres billede af nutidens Danmark. Det resulterede i en storstilet udstilling på Brandts i Odense i 2010, og det imponerende bogværk “Herfra hvor vi står” fra samme år. Ambitionen og drivkraften bag “Danmarks kyster” ligger i forlængelse heraf.
 

Janne Klerk vil gerne med sine fotografier gøre opmærksom på de værdier, som vores kystområder rummer. Værdier, der ses i lyset af den politiske diskussion på Christiansborg om ændringer af Planloven og dermed fredningen – eller rettere ophævelsen af samme – af en række vitale danske kyststrækninger. Det er al ære værd.
Janne Klerk dokumenterer med “Danmarks kyster”, hvad vi som borgere er fælles om og har et fælles ansvar for. En kyst og en kant af Danmark, som ikke er en udkant i den forslidte, socialt miserable brug af ordet, men langt snarere en naturlig ramme om vort liv som individer og som nation.
 

Danmarks kyster runder vort væsen af, ikke bare her i højsommeren med badende i solen og hvide sejl som accenter langs horisontens blå, men også i forårets og efterårets storme, som løfter havet og pisker kysten med svøber af skum. For slet ikke at tale om i vinterens isnende stilhed, hvor vandet krystalliseres i frosne mønstre omkring sten og pæle, og marinaerne tømmes for liv og ligger øde hen.
 

I den henseende kan “Danmarks kyster” som både bog og udstilling siges at være en beskrivelse ikke bare af nationens vandstand, men også dens tilstand.
 

Der er smukt langs kysten, der er barskt, det er koldt, og der er solsvedent. Der er vækst og tidevand, der er forblæste fyrretræer, marehalm og vandreklitter, badehoteller og boliger med havudsigt. Nogle af dem klinisk nye, som Janne Klerk fanger med en næsten Edvard Hoppersk tristesse. For er der levende vand, er der også dødt vand, steder, som, selvom de er beboede, ofte på første klasse, ser ud, som om de er forladte.
Janne Klerk har fanget det hele i søgeren. Netop søgeren. Hendes kameralinse kan siges at være hendes spejdende øje. Fotografiet er en måde at omgås verden og forstå væsentligheden af landet på, som det ligger med kysten og med alt det vand, der forbinder sig med blodets strømme i vore egne kroppe. Det kan godt være, at Danmarks utroligt lange kystlinje og nærheden til havet har kaldt på frigørelsen og fået os til at længes ud, som Johannes V. Jensen skriver det i Danmarkssangen. Men det har også fået os til at længes hjem. Og det er lige her i skismaet mellem udlængsel og hjemlængsel, at kysten er og kan tages ind som et billede på foreningen af landskab og eksistens.


 

Torben Weirup, Berlingske 1. oktober 2015

Klik her for at læse hele anmeldelsen

Ny bog er et heltedigt om de danske kyster. Janne Klerks imponerende bogværk i to bind fortæller om noget af det mest dyrebare i dansk natur – kysterne – som arbejdspladser og rekreative områder. Og som blot en del af vores fælles arv.

 
Det siges, at hvis vi alle sammen, alle indbyggere i Danmark, tog hinanden i hænderne – bare sådan med udstrakte arme – og stillede os langs de danske kyster, ville vi kunne nå hele vejen rundt.
 
Der er omkring 7.500 km kystlinje, og hvert år forsvinder noget af den, fortæller biologen Michael Stoltze, der har skrevet adskillige bøger om Danmarks natur, og fra hvem historien om alle danskere på rad og række som kystbevogtning stammer.
 
Fra tid til anden bringer medierne reportager om huse eller kirker, der nu styrter sammen, fordi havet har ædt af landet, der så på den anden sige også indimellem bliver større gennem opfyldninger. Ligesom dele af København er opført på inddæmmet land.
 
Nu er de danske kyster blevet portrætteret gennem det noget nær ultimative værk – Janne Klerks fotografiske registrering i to bind med titlen »Danmarks kyster« – og så er det alligevel blot et øjebliksbillede. Men et øjebliksbillede, der er formet af århundreders forandringer, herunder menneskets liv og arbejde ved og brug af kysterne.
 
Bogens hovedærinde er billederne. Den har forord af kunstskribenten Lisbeth Bonde, der så præcist kalder projektet en ode til Danmark og et heltedigt om de danske kyster.
Hun fortæller om, hvordan man ved mødet med den vide horisont og det store himmelrum kan opnå en følelse af at stå over for universets uendelighed. Og så er der korte og præcise tekster af den slags, der her og der lige akkurat er brug for, af for.
 
Skildrer landskabet smukt
Men det er altså fotografierne, der naturligt er hovedsagen, og de er en fryd for øjnene. Man fortaber sig let i dem og genser steder, man har været, og finder mange flere, hvor man kunne tænke sig at komme. Hovedparten af billederne er meget smukke og trækker kompositorisk på hele traditionen i dansk kunst fra guldalderen og frem for at skildre det danske landskab, til hver plet har fået stemmer, som det hedder i en af fædrelandssangene.
Den er fra en tid – 1800-tallet – da mange skønånder mente, at det var værd at pege på de kvaliteter, der var i det Danmark, der var tilbage. Og Janne Klerks billeder af himmel og hav, af klitter og klinter, bugter og fjordudmundinger, landskabet i alt slags vejr og på skiftende årstider er en bog til en tid, da det kan være nødvendigt at skønne på og passe på den landskabelige skønhed. Jvf. også de mange ikke altid lige nænsomt placerede vindmøller på land og til havs.
 
Men selv om Janne Klerk skildrer landskabet meget smukt, er det ikke en sentimental bog. For mennesket har gennem tiderne sat sit præg på landskabet, og til trods for, at et meget stort antal af fotografierne er panoramaer, der gengiver strækninger, som synes uberørt af menneskehånd, er de det ikke. Og med lige så stor entusiasme går Janne Klerk til havnene og til de steder, hvor vi faktisk bor tæt ved vandet.
 
Det giver et billede af, hvordan vandet også er en arbejdsplads, og hvordan fiskeriet har resulteret i anlæggelse af havne og fiskerlejer. Nogle umiddelbart kønnere og mere charmerende end andre, men fotografierne kredser også om arbejdets betydning og dermed kvaliteten i dagligdagen.
 
Og om arbejdets og hverdagens modsætning: Rekreation og de boliger – udsigtslejlighederne, som de hedder – der er blevet opført i de havneområder, der er blevet ledige, efter industrien er forsvundet.
 
Tager diskret stilling
Derved bliver »Danmarks kyster« også uvilkårligt et tungtvejende indlæg i den tilbagevendende diskussion om, hvad vi skal bruge kyststrækningerne til. Om de skal have lov til at ligge hen som en fælles herlighedsværdi. Eller om man – måske blot her og der – kunne bygge tæt ved vandet.
 
Er det en regel, der er blevet håndhævet for restriktivt? Kunne vi ikke tage blot bidder af kyststrækningen, der ifølge Michael Stoltze er længere end Italiens, og gøre dem til en indtægtskilde? Er turisterhvervets ønsker om mere oplevelsesturisme ikke lige så legitime, når nu så store dele af fiskeriet er forsvundet eller blot effektiviseret, og når nu de gamle værfter stort set alle er udkonkurreret af billigere produktionsanlæg i andre dele af verden?
 
Janne Klerk, der har arbejdet på bogen i tre år, men i sit værk lagt op til projektet gennem endnu længere tid, tager diskret stilling. Hun propaganderer ikke. Hun lægger op til overvejelse. Uden at udlevere gør hun opmærksom på, hvor æstetisk uheldigt det kystnære byggeri undertiden er. For så i andre eksempler at påpege, hvilke livskvaliteter der er ved at bo, leve, arbejde, opholde sig tæt ved vand.
 
Forskellige forsøgsprojekter er i gang, og man kan selvfølgelig kun håbe det bedste for de undertiden vidtløftige og omfangsrige byggerier. Det ville være kedeligt, hvis de forfaldt og lå som ruinøse monumenter over grådighed og fejlslagen planlægning og måske alt for optimistiske forestillinger om, at man kan gentage de greb, der er brugt ved badestrande så mange steder i udlandet. Hvor vejret er mere imødekommende over for den typiske badeturist.
 
»Danmarks kyster« er et stort tænkt og kunstnerisk vellykket forsøg på at påpege, hvor store kvaliteter, der er i de områder, hvor land og hav mødes, og hvor mennesker har levet gennem århundreder.


 

Interview med Janne Klerk, af Malene Jensen, Politiken 11/2015

Klik her for at læse hele interviewet

Danmarks kyster er mere end store bølger, der brydes mod sandet. Det er også historien om fiskeri, broer, færger og fjorde.
Fotografen Janne Klerk har i tre år arbejdet sig igennem 7.500 kilometer kyststrækning. Her fortæller hun om fire af de fotografier, der er med på udstillingen ’Danmarks kyster’, der åbner til juli på Sophienholm. »Det var en utrolig dag. Længere inde i landet kunne man knap se en hånd for sig.

 
Havgusen rullede ind over den tætte skov, der gror helt ned til vandet, og det hårde uforanderlige klippelandskab, der aldrig ændrer sig, som sandkysterne gør.
 
Hammershus har jeg besøgt flere gange på forskellige årstider, fordi stedet er fuldstændig magisk.
Det er fantastisk dragende. Også selv om man ikke kender historien om stedet, for landskabet i sig selv er utrolig dramatisk. Og modsat en bog, hvor der står de samme bogstaver, hvis man læser den igen, får du med kameraet en ny historie hver gang.
 
Derfor vender jeg ofte tilbage til det samme sted.
Motivet forandrer sig også i takt med årstider og skiftende vejrlig. Det fascinerer mig ved kysten som motiv. Jeg kan besøge et sted og tænke, at der ser ualmindelig kedeligt ud. Og så tager jeg ikke billedet.
Næste dag kommer jeg igen, fordi det lige er på vejen til noget andet, og så er det pludselig helt fantastisk.
Overraskelsesfænomenet er ikke til at tage fejl af, når man bevæger sig langs den 7.500 kilometer lange danske kyststrækning.
 
I virkeligheden handler det om, at der pludselig er en oplevelse for mig i det.
En fornemmelse, en stemning eller en overraskelse, der får mig til at udbryde: Hold da helt op!, når jeg kan mærke, at det gode motiv trænger sig på«.
 
»Når man tænker kyst, tænker man lige der, hvor vand og strandkanten skiller. Men kysten er andet end bølger i forskellige størrelser, der slår ind mod klitterne.
 
Kystlandskabet i sig selv er kolossalt varieret, og når man så begynder at beskæftige sig med havne, fiskeriet og færger og broer, bliver den billedmæssige variationsrigdom blot endnu større.
 
Men færger, broer, fiskeri og havne er også en del af historien om den danske kyst. Også Københavns Havn. Selv om det er mange år siden, de store fragtskibe sejlede under Langebro og Knippelsbro, og kullet lå i bunker på Islands Brygges Havn. Det er en saga blot i dag – der er ikke meget havn tilbage ved Kalvebod Brygge for eksempel. Og hele vejen fra Sluseholmen til Tuborg Havn troner eksklusive boligbyggerier og kontordomiciler i en uendelighed som den store repræsentation af forandringerne.
 
»Jeg vidste ikke, at stedet fandtes: Landets fiskerikirkegård med udtjent materiel. Her på Grenå Skibsophug ender mange små kuttere. Deres tidligere kaptajner har fået stort betalt for at skille sig af med både og sælge deres fiskekvoter til trawlfiskeriet.
 
Det er den sidste lille rest af et skib, inden det bliver skåret helt op. Først blev jeg helt grebet af synet af de rustrøde bjerge af metal og syntes, at det var som at gå rundt og fotografere en tilfældig skulptur af gammelt jern i kolossale bunker. Men så gik det op for mig, at det jo også er ren destruktion af en tid. Et symbol på en tid og et erhverv, der næsten ikke findes mere.
 
Det kunne man godt blive trist af at tænke på.
 
Men i Sæby, der tidligere husede en stor fiskerihavn, mødte jeg en af de fiskere, som har solgt kutter og kvote. Han havde købt en brugt lystyacht i Tyskland, som han var ved at sætte i vandet, da jeg kom til byen. Han stod der ved kajen med hele sin familie og søsatte den meterlange båd udstyret med whiskybar og det hele. Jeg havde tænkt, at fiskerne måtte være kede af at have mistet deres erhverv. For hvad skulle de dog med deres liv nu, når de er vant til at leve derude på vandet. Men rent faktisk er der også et nyt liv i det for dem. De fleste har fået pænt med penge for at skille sig af med deres kutter, og nu kan de alligevel komme ud på vandet. I en lystyacht endda«.
 
»For det første kan jeg rigtig godt lide at se køer på den her måde. De trives rigtig mange steder langs kysterne. Her er det et naturgenopretningsprojekt på Vestsjælland. Men når jeg ser billedet som motiv, føler jeg mig hensat til et fjernt sted. Det er helt drømmerisk for mig. Det er nærmest eksotisk at se de her køer gå at soppe rundt. Det ligner noget, der findes virkelig langt væk. Men det er lige her for fødderne af os. Lige til at træde ud i, og det er det skønneste ved det.
 
Normalt bruger jeg lang tid på at finde det rette motiv og den rigtige komposition til mine billeder. Men det regnede, og jeg overvejede at stikke af i min bil med det samme. Jeg besluttede, at ét billede skulle jeg i det mindste have med hjem. Og så stod jeg der og fik pludselig øje på køerne, der sjoskede ind over marken.
Det sjove er, at jeg tit bliver koblet sammen med guldaldermalere, fordi mange af mine motiver har en ro, som man også finder hos dem.
 
Sandheden er, at jeg slet ikke er særlig bevandret i guldaldermalerne. Dybest set handler det om, at jeg altid har haft en langsommelig måde at arbejde på. Jeg kan lide at gå rundt i mine motiver, før jeg beslutter mig for et enkelt. Sådan var det dog ikke den dag på korevlen«.


 

Forening for Boghaandværk

Christian Kaaber, Formand for Komiteen for Årets Bedste Bogarbejde 2015

Klik her for at læse hele beskrivelsen

Skulle nogen engang i fremtiden ønske et stykke redelig dokumentation af, hvordan det i enestående grad afvekslende danske kystlandskab tog sig ud i begyndelsen af det 21. århundrede, findes her et fotografisk kildemateriale, der altid vil hævde sig.

 
I kraft af sin dokumentationsværdi, javel, men især ved sin sjæl: Alt det, den levende fotograf bag linsen tilfører i form af nærvær og beskæring. De to bind i velvalgt tværformat kommer hele vejen rundt i Danmark i en serie imponerende smukke billeder i videst muligt perspektiv, knivskarpt reproduceret og vellykket gengivet fra kant til kant, på trekvarte opslag og på helsider.
Flowet gennem bøgerne fungerer fint med betænksomt anbragte titellinjer, så man ubesværet kan orientere sig. Bøgerne lukker fint op hele vejen igennem; ikke en millimeter af motivet forsvinder ind i ryggen undervejs. Indbindingen virker solid og skal nok holde til de to tunge bogblokke, der trækker fremefter. En kærligt og forførende smukt gennemført lystrejse landet rundt med blik for, hvordan kysterne er formet af naturen og præget af menneskene før og nu.
Nogen byggede kirkerne, nogen røgter deres ruser den dag i dag. Det er landet, der taler, gennem disse formidable fotografier. Og hvor lyder det smukt og samtidig oprigtigt!


 

Diplom fra Forening for Boghaandværk, 2005

Klik her for at læse hele beskrivelsen

Janne Klerk formår at skabe stemninger, noter, og referencer i sine enkle – rolige og smukke billeder.
Her i Forening for Boghaandværks regi har det de seneste tre år udmøntet sig i
udvælgelse af bøger hvor Jannes fotografi har været bærende.

 
Janne Klerk havde i mange år arbejdet som still-fotograf ved film indspilninger,
da en øjenoperation tvang hende til at skifte scene og teknik.
 
Og netop det, at kunne favne og tolke en hel films handling, instruktion og
skuespil, i et enkelt billede, har Janne Klerk taget med sig over i bøgernes
verden – en verden hvor hun med stor nænsomhed, indlevelse og indsigt formår at komme helt ind til det mest essentielle i en fortælling.
 
Janne Klerk har taget os på en rejse der startede på og omkring Chr. den tiendes sommerresidens Klitgården ved Skagen – Plesners arkitektoniske perle omgivet af en vild og smuk natur, nabo til den tilsandede kirke, velsignet af et himmelsk lys – et lys som Janne Klerk med filmens fineste sølvkorn har fanget i dansen mellem de småsprossede vinduer, de små sandtoppe og marehalmens forblæste vidnesbyrd om naturens standhaftighed. – Videre året efter Til Brorsons Tårnborg i Ribe, en skildring af kultur-, egns og kirkelig historie i dis – flygtige solstrejf og i musikalsk og åndelig harmoni med den store salmedigters “hvad skal jeg sige når jeg ser”. Og så i år – Hvor vi nærmest grønnes af misundelse når Janne Klerk bringer os langt sydpå, til Guldaldermalemes og ikke mindst H.C Andersens Italien i det store flot anlagte værk Dengang i Italien.
 
Her som i de tidligere bøger med Janne Klerk slår det os, at Janne med den
eminente håndtering af storformats-panorama fotografiet formår at formidle alt det vi kunne ønske os og mere til, og tilmed i Widescreen.
 
Derfor vil der med dette diplom for fremragende faglig indsats være en god
grund til både at gå på opdagelse i Janne Klerks tidligere udgivelser såvel som at glæde sig til hvad hun i fremtiden måtte kaste sine billedskaberglæde over.
 
Der skal lyde et stort tillykke til os alle for at vi dagligt kan glæde os over Jannes Klerks billeder, et tillykke til de forfattere, tilrettelæggere og forlægger der måtte have glæden ved at samarbejde med hende og ikke mindst et stort tillykke med diplomet til Janne selv.